<>Facebook logoIkon-TelefonSlice 1HF Logorip_downSlice 1Slice 1
Hjerteforeningen København S

Kystvandring 11.06.2017- En dejlig cykeltur på Kalvebod Fælled.

Skrevet søndag d. 11. juni 2017

Kystvandring 11.06.2017.

Hjerteforeningen og DN havde igen i år slået sig sammen om at arrangere kystvandring på cykel.

Startstedet var naturcenter Amager, og 47 glade og entusiastiske deltagere var mødt op til starten kl 11.

Hjerteforeningen havde fremlagt div. relevante brochurer – og tilbød lidt juice til turen.

IMG_2843 ver 2

Dagens naturguide var Iben, som havde lavet en udmærket rute med en del stop, hvor Iben fortalte om områdets historie.

Vejret var ideelt til cykeltur, lunt men alligevel med en frisk blæst og drivende skyer. Vi startede med at køre – i læ – langs den østlige del af området indtil vi kom til digerne. Tampoet var adstadigt, så man kunne nå at kigge sig omkring.

Cykelturen fortsatte langs digerne helt ud til motorvejen. Det var en dejlig tur, hvor man på den ene side havde bugten med mørkeblåt vand og krappe bølger – og til den anden side det mere stille vand og den smukke natur i fuglereservatet. Vinden føltes kraftigere her på den vestlige side.

Længere ude i bugten kunne man se kite-surferne nyde godt af vinden – der var knald på.

Heldigvis drejede digerne lidt ind i landet, således at vi fik rygvind en del af turen tilbage.

Alle fugle-udsigtstårnene var vi oppe i. Flere af deltagerne havde vældig god forstand på fugle, og de var så venlige, at de gerne delte deres viden. Specielt var det – ifølge eksperterne – interessant at man så: Rødhoved and, havørn og klyder (en meget elegant fugl).

IMG_2856

Da vi nåede til naturcenter Amager igen, var det dejligt at se, hvordan det summede af liv. Der var rigtig mange børnefamilier, som benyttede det gode vejr til at nyde naturen og få masser af frisk luft.

Ruten blev målt til 17 km – og der var flere der kom cyklende hjemmefra. Så dagsturen kunne nemt nærme sig 30 km. Til slut takkede vi hinanden for en dejlig tur.

Også herfra skal lyde en tak til dem, der gjorde denne tur mulig: Crista, Jann og Flemming fra bestyrelsen i Hjerteforeningen i København S , samt Iben og Rune fra Naturcenter Amager og Danmarks Naturfredningsforening.